Når man siger Walt Disney, tænker du så Anders And, eller en multimilliard forretning? En af grundstenene i Walt Disneys succes var hans fantastiske kreativitet.

Hvis man kigger lidt dybere ned i, hvordan Walt Disney opnåede den succes han gjorde, ligger en stor del af det i hans arbejdsprocess. Hans kreative process. Walt Disney var et kreativt problemløsnings geni. Han vidste lige præcis hvordan han skulle få drømme virkeliggjort for millioner af mennesker. Han udviklede en masse forskellige teknikker, for at kunne gøre det, men det vigtigste var hans evne til helt gnidningsløst at bevæge sig mellem tre personligheder.

Drømmeren
Realisten
Kritikeren

Drømmeren er både udforskeren og kunstneren. Han leder efter stumper og inspiration og sætter det kunstnerisk sammen på nye måder. Drømmeren lader tankerne flyde frit, kombinerer tilfældige ting. Han stiller spørgsmål som “Hvad nu hvis…?” Han afprøver alle muligheder. Ingen idé er tåbelig eller dum. Alt kan have muligheder i sig.

Realisten afprøver om idéer der ser godt ud på papiret, nu også duer til noget i virkeligheden. Han er handlingens mand, der tænker i løsninger. “Hvordan gør vi…?”

Kritikeren er den hårde dommer. Han stiller den gode idé alle de modspørgsmål, som gør at idéen virkelig bliver testet. Holder det nu også. “Hvad nu hvis…?” Alt hvad han kan komme i tanker om, bliver brugt som ammunition, for at sikre at idéen nu også er fantastisk, før den bliver ført ud i livet.

Alle tre personligheder er vigtige i den kreative process. Men endnu vigtigere er det, at holde dem adskilt. Prøv evt. at bruge tre forskellige rum, eller del rummet op, så du eller I helt fysisk er klar over, hvilken personlig indstilling I skal bruge lige nu.

Når jeg har arbejdet med grupper i kreative processer, er det interessant at observere, at de fleste naturligt befinder sig bedst med én af de tre indstillinger. Selvom man har besluttet at dele processen op, vil drømmeren ofte blive ved med at komme med idéer og skøre indfald, selvom man egentlig er i kritikfasen. Kritikerne og realisterne vil derimod ofte tage til takke med den første, den bedste idé, og skynde sig videre til realiteterne. Hermed kan man gå glip af mange facetter og måske den virkeligt banebrydende idé. Typiske drømmere kan have vilde idéer, men kan have frygteligt svært ved at afslutte og være realistiske, mens realisterne måske vil vælge en mere mainstream og sikker idé. Kritikeren vil ultimativt måske aldrig rigtig turde tage skridtet, fordi der er så mange fejlmuligheder at det bliver for risikabelt.
Find alle tre sider i dig selv og dine samarbejdspartnere, og bliv mere bevidst om, hvornår du skal træde ind i de tilstande, der er mest fremmed for dig, så har du måske skabt grobund for en milliardforretning.

Skriv en kommentar