Posts Tagged ‘kreative faser’

Stream-of-conciosness er en skriveteknik, der kan bruges både af skribenter, til at kurere skriveblokeringer, men også af andre kreative og idéudviklere til at tømme hjernen for støj og booste sin kreativitet. Også god at bruge hvis du er gået i stå med at blogge.

Stream of Consciousness betyder bevidsthedsstrøm, og er den amerikanske filosof William James’ betegnelse fra 1890 for tankevirksomhed. En “indre monolog”, der strømmer uordnet og associativt. (Den Store Danske Encyklopædi)

Jeg oplever at teknikken er supergod at bruge som opvarmningsøvelse inden man skal tage fat på en idéudviklingsprocess.

Sådan gør du:
Sæt dig med pen og papir, eller computer, hvis du foretrækker det, på et roligt sted, hvor du ikke bliver forstyrret. Sørg for at du har det behageligt, ikke er sulten, eller trænger til at gå på toilettet. Sluk telefonen. Beslut dig for, hvor lang tid du vil bruge på øvelsen. Er du helt uvant med at skrive er 5 minutter måske rigeligt, men har du det ok med at skrive kan du godt begynde med 10 minutter og så senere skrue op til at bruge 20 minutter på øvelsen.

Det kan være en god idé at bruge et stopur, så du ikke hele tiden skal afbryde dig selv, for at tjekke, hvor lang tid du har brugt.

Helt enkelt går øvelsen ud på, at du fra du går igang med at skrive ikke stopper, før tiden er udløbet. Det vil sige at pennen hele tiden skal være igang på papiret, eller fingrene hele tiden, skal taste på computeren. Du må ikke bruge tid på at rette, tænke på stavefejl, kommaer eller grammatik. Læs ikke hvad du har skrevet undervejs. Bare skriv, skriv, skriv. Lige hvad der falder dig ind.

Hvis du når et punkt, hvor du ikke kan finde på mere at skrive, så skriv det ned. F.eks. “Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive mere, jeg føler mig vildt presset, men der kommer ingen tanker…”

Du kan evt. starte dig selv op med et emneord. Tag simple ord som vand, kop eller himmel.

Når du er færdig med øvelsen, er det en god idé at læse teksten igennem, måske har du lavet nogle formuleringer eller anslaget til nogle idéer du kan bruge på et senere tidspunkt.

Når man siger Walt Disney, tænker du så Anders And, eller en multimilliard forretning? En af grundstenene i Walt Disneys succes var hans fantastiske kreativitet.

Hvis man kigger lidt dybere ned i, hvordan Walt Disney opnåede den succes han gjorde, ligger en stor del af det i hans arbejdsprocess. Hans kreative process. Walt Disney var et kreativt problemløsnings geni. Han vidste lige præcis hvordan han skulle få drømme virkeliggjort for millioner af mennesker. Han udviklede en masse forskellige teknikker, for at kunne gøre det, men det vigtigste var hans evne til helt gnidningsløst at bevæge sig mellem tre personligheder.

Drømmeren
Realisten
Kritikeren

Drømmeren er både udforskeren og kunstneren. Han leder efter stumper og inspiration og sætter det kunstnerisk sammen på nye måder. Drømmeren lader tankerne flyde frit, kombinerer tilfældige ting. Han stiller spørgsmål som “Hvad nu hvis…?” Han afprøver alle muligheder. Ingen idé er tåbelig eller dum. Alt kan have muligheder i sig.

Realisten afprøver om idéer der ser godt ud på papiret, nu også duer til noget i virkeligheden. Han er handlingens mand, der tænker i løsninger. “Hvordan gør vi…?”

Kritikeren er den hårde dommer. Han stiller den gode idé alle de modspørgsmål, som gør at idéen virkelig bliver testet. Holder det nu også. “Hvad nu hvis…?” Alt hvad han kan komme i tanker om, bliver brugt som ammunition, for at sikre at idéen nu også er fantastisk, før den bliver ført ud i livet.

Alle tre personligheder er vigtige i den kreative process. Men endnu vigtigere er det, at holde dem adskilt. Prøv evt. at bruge tre forskellige rum, eller del rummet op, så du eller I helt fysisk er klar over, hvilken personlig indstilling I skal bruge lige nu.

Når jeg har arbejdet med grupper i kreative processer, er det interessant at observere, at de fleste naturligt befinder sig bedst med én af de tre indstillinger. Selvom man har besluttet at dele processen op, vil drømmeren ofte blive ved med at komme med idéer og skøre indfald, selvom man egentlig er i kritikfasen. Kritikerne og realisterne vil derimod ofte tage til takke med den første, den bedste idé, og skynde sig videre til realiteterne. Hermed kan man gå glip af mange facetter og måske den virkeligt banebrydende idé. Typiske drømmere kan have vilde idéer, men kan have frygteligt svært ved at afslutte og være realistiske, mens realisterne måske vil vælge en mere mainstream og sikker idé. Kritikeren vil ultimativt måske aldrig rigtig turde tage skridtet, fordi der er så mange fejlmuligheder at det bliver for risikabelt.
Find alle tre sider i dig selv og dine samarbejdspartnere, og bliv mere bevidst om, hvornår du skal træde ind i de tilstande, der er mest fremmed for dig, så har du måske skabt grobund for en milliardforretning.

Deltagere i kreative processer kan være meget forskellige, men alle har en vigtig funktion for at gøre processen optimal.
Det er meget interessant, at forskellige mennesker har det bedre eller mindre godt med at være i de forskellige kreative faser. (Læs mere om kreative faser her).

Der er nogen mennesker som trives vanvittig godt i den analytiske fase, de kan blive ved med at samle oplysninger og mere viden.

Andre har det som fisk i vandet i den kreative fase, de vælter ud med idéer, men kan tilgengæld have svært ved at gøre tingene færdige, for de bliver hele tiden ved med at komme med flere idéer til hvad man også lige kunne.

Så er der dem der har det bedst med at være kritikere, måske fordi de er vanetænkere, men forhåbentlig fordi de rent faktisk ved noget om det de kritiserer, så kritiken bliver klog og konstruktiv.

Der er også dem, der har det rigtig godt, når der skal udføres, de kan være meget hurtige til at tage den første den bedste idé, tilgengæld kan man være ret sikker på, at de får det bedst mulige ud af den, får den til at se hamrende godt ud, leveret til tiden.

Ja og så er der dem, der er allerbedst til at præsentere, sælgertypen, der elsker at møde kunden og bliver høj af at snakke om produktet.

Hvis du er ansat i en større virksomhed, er du muligvis kun nødt til at anvende en eller få af disse faser, fordi andre udfører andre dele af processen, men er du selvstændig eller kører dine egne projekter, skal du helst kunne agere i alle faser. Men det er godt at have lidt selverkendelse, og mærke efter om man viger fra nogle af faserne fordi de gør en utryg. Hvordan er du?

Er du kørt fast i et problem, du ikke kan overskue? Problemløsning er en del af alle menneskers liv, men i stedet for at køre fast og opgive, kan man med enkle teknikker finde en løsning på sine problemer.

Gør problemet helt klart
Før du går i gang fortæller du dig selv, klart og tydeligt, at du kan og vil løse dit problem. Det er nu din opgave at løse problemet ved hjælp af brainstorming teknik.

Tag et stykke papir og en pen, og beskriv klart og tydeligt problemet, øverst på siden. Bagefter skriver du alt ned, som du ved omkring problemet. Prøv at skriv alt ned, som du ved ,  har med problemet eller udfordringen at gøre.  Udspecificer alle detaljer og faktorer, der har betydning for problemet. Husk at et velbeskrevet problem indeholder sin egen halve løsning.

Ved at samle al den viden og information du har om problemet og lægge det frem foran dig selv, konkret formuleret, giver du din hjerne mulighed for at se sammenhænge, få information og forstå konsekvenser, på en måde, som ikke ville være mulig, hvis du beholdt det hele oppe i hovedet.

Brainstorm løsninger
Nu sidder og ser på dit problem, med alt hvad du har af understøttende information. Det er nu tid til at skrive alle de idéer ned, som falder dig ind. Du må ikke censurere dig selv på nuværende tidspunkt. Det kommer vi tilbage til senere. Du skal skrive alt hvad der falder dig ind ned, uanset hvor langt ude det er. Målet med denne proces er at generere den størst mulige mængde idéer.

Spørg dig selv: Hvordan ville en ekspert på området løse dette problem? Måske har du nogle idoler eller mennesker du lader dig inspirere af, som du kan forestille dig, hvordan de ville løse problemet. Eller nogle historiske personer. Ved at flytte fokus fra dig selv, får du åbnet op for mulige løsninger, som ikke er begrænset af din forestilling om dig selv.

Del dit problem op i delkomponenter, og skriv hvert enkelt af dem ned. Prøv nu at brainstorme en masse idéer frem for hver enkelt af dem. På den måde bliver komplicerede problemstillinger nemmere at overskue, fordi man ser på dem som enkle enheder.

Forestil dig nu et fremtidigt mål eller udkomme. Bevæg dig nu bagud i tid tilbage til nutiden, men du skriver ned, skridt for skridt, hvad du skal gøre for at nå derhen.

Hvis du hurtigt løber tør for idéer, skal du ikke give op. Bliv ved med at arbejde med idégenerering indtil du har mindst 20 idéer til løsninger. Det vil ofte være sådan at de første 5-10 idéer du får er vanemæssige idéer, de bedste idéer kræver ofte mere koncentration og en længerevarende brainstorm at få frem.

Din hjerne og underbevidsthed arbejder videre
Både din hjerne og din underbevidsthed vil arbejde på at fylde billedet ud. Din hjerne vil arbejde videre med de informationer den har fået, og din underbevidsthed vil hjælpe til med at løse problemet. Alt hvad du har brug for er en pen, et stykke papir og et fredeligt sted.

Alle mennesker er født kreative, og alle mennesker har kreativiteten i sig. Det at være kreativ behøver ikke at have noget som helst med at tegne og male eller andre musiske fag at gøre. At være kreativ er derimod på det helt overordnede plan, at se nye muligheder, at tænke anderledes, at bryde grænser. Kreativitet kan foregå alle vegne, f.eks. i dit køkken.  At være i et kreativt flow, hvor vi får gode idéer kan gøre os glade og lykkelige, men det kan selvfølgelig også være skræmmende, fordi det kan føre os ud over en komfortzone og tryghed. Derfor kan både vi selv og andre kvæle vores kreativitet.

Vanetænkning

Kreativit tænkning kan meget nemt blive bremset af vanetænkning. Du tager sikkert altid den samme vej hjem fra arbejde, fordi det er hurtigst eller nemmest. Men på den måde afskærer du dig fra muligheden for at se og opleve noget nyt. Gør noget nyt, spis noget nyt, tal med nogle mennesker du ikke plejer, indret dig på en anden måde, overrask dig selv og dine nærmeste.

Nej, det kan man ikke

Sidder din chef, din ægtefælle eller papegøjen på din skulder (måske din mor) med foldede arme og en arrogant attitude, når du kommer med et forsigtigt forslag om en ændring? Hvis du har hårde dommere omkring dig, så vent med at præsentere dine spæde idéer for dem, til du har tænkt dem grundigt igennem. Hvis du selv har vendt idéen og set den fra forskellige perspektiver og du gør dig parat til kritik, vil du være bedre istand til at møde modstand. Det er vigtigt at holde sig klart, at der er forskellige faser i den kreative process. Når man brainstormer og tænker ud af boksen, er det sidste man har brug for en idé killer, der har prøvet det hele før og bare ved, at det ikke dur. Derfor bed om konsensus omkring, at nej er forbudt i den første del af den kreative fase. Når du har tænkt din idé godt igennem kan din sure gamle chefs erfaringer derimod være rigtig gode til at tvinge dig til at tænke idéen igennem fra flere perspektiver, og dermed gøre den endnu bedre. På det tidspunkt af den kreative process kan kritiske input være guld værd. Du vil måske, selvom det er irriterende lære at værdsætte kritiske input, når du når dit endelige resultat.

Frygt

Kreativitet handler både om at tænke og at handle ud af boksen. Man kan være så frygtsom, at man helt bremser tænkning, der kommer ud over helt basal vanetænkning, men man kan også have vilde tanker, men krølle helt sammen, når det kommer til at føre idéerne ud i livet. Men øv dig på at gøre ting du ikke plejer, og som du mærker modstand imod. Tag kontakt til nogen du har stor respekt for, lær dig en egenskab, som du aldrig har synes du kunne. Værd stolt af dig selv når det lykkes.

Stress

Der er ikke noget som stress, der kan få en til at holde fast i vanetænkning. Det bliver man jo nødt til, for ikke at falde fra hinanden. Prøv at få arbejdsro, når du skal tænke kreativt. Hvis du sidder et sted, hvor du hele tiden skal tage telefoner, eller bliver afbrudt konstant af kolleger, der lige skal have dig til at gøre eller hjælpe med det ene eller det andet, kan det være rigtig svært at tænke nyt. Det kan være vigtigt at afsætte tid og rum, og måske endda gå væk fra de forstyrrende elementer, når du er i den kreative process. Det kan dog også være rigtig godt, at sætte den kreative process i gang, og så lade den hvile, mens du laver noget automat arbejde (opvask er banalt, men glimrende), så kommer idéerne pludselig af sig selv. Men skal du hele tiden slukke ildebrande, så har din kreativitet trange kår.

Citat:

design thinking
So we developed a culture of education which was intended to ‘find the truth’. This is excellent. But ‘thinking to create value’ is equally important – but totally neglected. It is neglected from kindergarten level up to and including universities. It is only if you are going to be an architect or graphic designer that you pay any attention to design.

Edward de Bono
2nd April 2010  

 

Hermed opstarten på min nye blog. Jeg er Art Director med mange års erfaring fra reklamebureauer og et helt voksenlivs erfaringer med kreativitet på mange planer.
Jeg er optaget af, hvordan man holder sin kreativitet igang, hvordan man sikrer sig, at kreativiteten ikke brænder ud. Min fascination gælder design og stil og hvordan man får et kreativt, skønt og passioneret liv.